We Love People er til ”The Future of Advertising” på IT-Universitetet. FDIM (Forenede Danske Internet Medier) står bag og Anand Vengular fra Stoic står på scenen. Anand Vengular bygger produkter baseret på samarbejde med forbrugerne og er vel så i virkeligheden valgarkitekt.

Anand vil ikke give os nogle svar i sit indlæg. Han vil i stedet stille os nogle spørgsmål. Alle spørgsmål tager udgangspunkt i ”Dogme”, som er et religiøst regelsæt, man ikke skal pille ved, med mindre man vil i Helvede.

Alle brandkategorier har et dogme: De ved præcis, hvad kunderne vil have. Derfor ser f.eks. alle bil-reklamer fra Heathrow lufthavn ind til London fuldkommen ens ud. Anand viser os billeder fra sin tur fra London til Lufthavnen. Ingen skal komme og fortælle bilindustrien, hvordan biler eller bilreklamer skal se ud. De skal nemlig være fuldkommen ens.

Vi er alle ret sikre på, at vi ved en hel masse. Vi ved f.eks. at sportsvogne er til unge frihedselskere. Men de fleste sportsvogne i USA bliver købt af folk, der er fyldt 59 år. Her har vi altså at gøre med et dogme, der bliver udfordret af et nyt. Og Anand stiller spørgsmålet, om Hvordan man kan forstå en ny værdi uden at kaste den gamle værdi overbord? Han konkluderer, at vi alle sammen er prosumers og at ingen af os er eksperter. Vi er tværtom frygtelig dogmatiske, hvilket får os til at lave fejlagtige konklusioner baseret på mangelfulde indsigter og forældede værdiforståelser, der får os til at skabe kommunikation, som vi selv kun forstår. Han bruger et eksempel fra Fona. Hvis man vil ned og købe et fjernsyn, står der ved siden af fjernsynet et papskilt, der oplister ingeniørvendinger, som kun ingeniører forstår. Hvorfor det? Fordi ingeniørerne – de konkurrerende brands imellem – konkurrerer ud fra deres egne dogmatiske forestilling om fjernsyn. Og den verden er fuld af tommer og megahertz. Det er helt naturlige konkurrenceparametre for en tv-ingeniør. Men ikke for den stakkels dame, der er trådt ind i butikken for at købe sig et fjernsyn. Der er ingen, der ta’r hensyn til hendes ikke-ingeniørvinkel på verden. Så Anand tilspørger det lyttende publikum: Hvilke værdier ville du opdage, hvis du levede dine forbrugeres liv? Og hvordan ville du omsætte disse værdier til noget, damen har brug for?

Kombinationen af GPS og lynhurtig internet, giver os content overalt. Der er kun ét problem med denne herlige legeplads: Reklamens største udfordring har altid været, at den forstyrrer. Det er et dogme. Den sætter en ære i at larme og at være Reklame. Anand spørger os: Hvordan kan vi skabe værdi og ikke bare forstyrre?

Anand giver os også et godt trick. Han viser os et billede af en familie, der sidder i en sofa. Mor strikker, far læser avis og datteren er på internettet. ”Hvad er der galt med dette billede?”, spørger han publikum. Vi kigger, analyserer og svarer, det bedste vi har lært.

Da vi er færdige med at kloge os, afslører Anand sit trick: ”Der er intet galt med dette billede! Men uanset hvilket billede, jeg viser jer sammen med spørgsmålet ”Hvad er der galt med dette billede?”, vil få jer til at analysere og finde forbedringer”. På den måde kan vi også kigge på vores egne og vores kunders dogmer og finde frem til forbedringer.

Anand lukker af med at fortælle, at alle vil være som Apple. Men man kan ikke blive som Apple. Man blive nødt til at være noget andet. For eksempel noget relevant for sine kunder. Han fortæller os, at det er vores ansvar, som formidlere. Vi skal leve uden agenda, præcis som vores forbrugere lever deres brands og produkter. Vi skal kigge på værdiernes evolution i stedet for at sidde fast i den værdi, vi tillægger et brand eller et produkt. Vi skal lave forskellige løsninger, fordi alle mennesker er forskellige. ”Hvad er innovation?” spørger Anand til slut. Det er meget svært at svare på, svarer han selv. Men alle taler om innovation i flæng.

Jeg har også et spørgsmål til dig, der ikke arbejder i reklamebranchen. Hvad er reklamebranchens dogme?

http://welovepeople.dk/we/#claus--skytte