OperationX satte med deres afslørende udsendelse den 18. april 2011 fokus på svindel med AMU midler – svindlen eksisterer fortsat

Private kursusudbydere kan med en udliciterinsgaftale med en ”erhvervskole” hente ca. 400,- i timen incl. forberedelse. Det giver ca. 2.800 pr. kursusdag.
Hvordan man som kursusudbyder, kan honorere både underviser, husleje, varme, el, IT, egen uddannelse etc. for det beløb, kommer der svar på her.

Svindel har karakter af en egentlig forretningsmodel, og modellen således ud, eksemplificeret på et 7 dages kursusforløb med 20 deltagere.
For 20 kursusdeltagere kan virksomheden høste VEU godtgørelse for mellem 64.000 til 71.000, alt efter kursusart. Eksemplet her er tilrettelagt som fire dages undervisning og tre dages selvstudie. Den private kursusudbyder fakturerer virksomheden 25.000 kroner per dag. I alt 100.000 kroner, som kursusudbyderen i realiteten modtager for at vise vej til AMU-skolen, hvor virksomheden kan få refunderet det meste af honoraret gennem VEU-godtgørelse.
Efter syv dages kursus kan kursusudbyderen således stikke en fortjeneste på 100.000 kroner i lommen (baseret på 20 deltagere). AMU-kursisternes virksomhed fortjeneste ligger på ca. 64% til 71% af dette beløb.

Den private kursusudbyder gør sig skyldig i, at opkræve penge fra virksomheden. Kursusudbyder skal de 3 selvstudiedage have placeret en person i virksomheden, der er til rådighed for kursisterne under selvstudie. Reelt kan denne konsulent varetage egne arbejdsopgaver, ofte er vedkommende slet ikke til stede.

Fordelen for virksomhederne der køber kurserne er, at honoraret til den private kursusudbyder reduceres markant med ”AMU-rabatten”. Tilbage står virksomheden med en meget billig løsning.
Den private kursusudbyder bruger AMU-systemet som løftestang til at skaffe forretning til (i forhold til AMU-prisen) markant højere honorarer. Dog må man som privat kursusudbyder ikke fakturere kunden for samme ydelse, som erhvervsskolen allerede har betalt kursusvirksomheden for at levere,”

Jeg ved, at ”modellen” bruges ivrigt i kursus/konsulentbranchen, både af store og små. Jeg har kendskab til kursusudbydere der anbringer deres strategiske salgsarbejde efter denne model, de opsøger bevidst virksomheder med relativt mange ansatte, der samtidig generelt ikke er højere uddannet end at de passer ind i kriterierne for at kunne opnå AMU tilskud.

Sådan fungerer den forretningsmodel, der i årevis har gjort AMU-kurser og VEU-godtgørelser til en lukrativ forretning for både kursusudbydere, og erhvervsskoler og virksomheder.
Alt sammen foregår på kanten af loven og uden for Undervisningsministeriets kontrol. Som markedet ser ud nu, er det vanskeligt at eksistere i den her branchen, hvis ikke man ikke svindler. Rigtig mange gør det, så mange så jeg påstår at det ikke undtagelsen, det er ”reglen".

Denne sidefakturering er en god forretning for alle parter, og i strid med reglerne .

På mine møder med virksomheder, bliver jeg ofte præsenteret for krav om AMU tilskud, og hvis jeg ikke kan levere det, kommer jeg ikke i betragtning til opgaven. Ganske naturligt vokser tendensen med virksomhedens og hermed opgavens størrelse. Samtidig har det taget voldsomt til under krisen.

Det er ingen hemmelighed at jeg er ”liberal”, hvilket jeg antager at store dele af brancen er. Vi kan grundlæggende godt li’ udlicitering og privatisering, dog giver denne svindelkultur mig særdeles dårlig smag i munden på branchens vegne - vi bør opføre os ordentligt. Vi foregiver at være ”bedre vidende” ud i god ledelse, arbejdsglæde, værdier og etik moral, og alligevel er vi nogle ”skiderikker” og meget dårlige rollemodeller - ”Vi burde skamme os.”