I skolens fysiklokale lærte jeg for mange år siden at verden hænger sammen i årsag og virkning, men også at man ikke kan måle på et system uden at påvirke det samme. Ser man på de mindste partikler i verdenen med udstyr der måler partiklernes masse, så opfører de sig som partikler og måler man deres bølgelængde, så opførere de sig som bølger. Mærkeligt og uforståeligt, men de fleste af os accepterer at det går ud over vores evne til at forstå det.
Anderledes er det med vores evne til at forstå, at det samme i virkeligheden gør sig gældende med mennesker. At vi som ledere ikke kan eksistere i organisationen uden påvirkning og vurdere de hændelser, opgaver og prioriteringer der sætte i fokus i fuldstændig objektivitet. At vores egen særlige måde at opleve verdenen og hverdagen på ikke behøver at påvirke vores evne til at træffe beslutninger – som om, der kun eksistere een objektiv sandhed. Heri tror jeg kimen til mange frustrationer mellem leder og medarbejdere ligger og deraf manglende motivation. Medarbejderen hører nok spørgsmålet og opfordringen til at arbejde selvstændigt med opgaven, men tolker de underliggende signaler om, hvordan resultatet skal være ud fra egen forståelse.
Omvendt er der ofte en modreaktion fra lederen (udtalt eller ej) om modstræbende, fodslæbende, reaktionære, kontrære, uvidende osv., omkring medarbejderne.
Lederen sætter sig for lidt ind i hvordan egen adfærd, eksempelvis måden at formidle opgaver på, påvirker den enkelte medarbejders tankesæt.
Som tidligere leder ved jeg at det sagtens lader sig gøre at få medarbejdere til at sige ja til, hvad de skal gøre, men om de gør det (100%), det er en anden sag.
Mange ledere lytter til deres medarbejdere. Kulturen er, ”at alle har ret til at blive hørt”. Måske man skulle ændre det til, ”at alle har ret til at blive forstået”.
Hvad mener du?